Højtlæsning er ikke levertran

Billede

Det er ikke så svært at læse højt for sin børn. Og belønningen for at gøre det er enorm, mener Lars Daneskov, Forlagschef for Politikens Børnebøger.

Det er en sang lige så gammel og kendt som "Yesterday". Danske børn gider ikke læse. Nu synger de sangen igen (Politiken, 4. januar).

Nyeste Pisa-måling afslører, at landets skolebørn fint kan finde ud af at læse på net og mobil, men sådan noget som skolebiblioteker kunne lige så godt ligge i en by i Rusland. En tredjedel af de danske børn kan ikke fordrage at læse, og tallene bliver hele tiden værre, alt imens for eksempel tv aldrig har stjålet så meget tid fra vores børn som nu. For de ældste teenagere næsten tre daglige timer.

Det får naturligvis hele bekymringsreserven af huse - now I long for yesterday - og med god grund. Børn, der ikke læser i fritiden, vil ende med at læse, som hørte de til i en klasse under deres egentlige niveau. Modsat vil børn, der får læst højt som små, selv have større lyst til at læse senere i livet og vil tilmed forstå verden langt bedre.

Så enkel lyder diagnosen, og recepten burde derfor være til at udskrive: Så læs dog. Højtlæsning er ikke levertran. Lige som kost handler det om vaner, og gode vaner er lettere at grundlægge end dårlige er at ændre.

Snart bliver den store kampagne "Ordet fanger" skudt i gang med fælles indsats fra forlag, biblioteker, dansklærere, forfatterforening, supermarkeder og indkøbskæder for at bringe bogen tilbage i barndommen. Men indsatsen skal først og fremmest gøres på egen matrikel, og alle forsøg på at undvige eller undskylde sig med dagligdag og hylende ulvetimer er som at argumentere for manglende lys på cyklen i januar og Matador Mix til morgenmad. For nu at frasere over en gammel Fakta-reklame, tager det kun fem minutter, men som regel vil du få lyst til at blive siddende meget længere.

Tænk engang, at du har lov til at sidde med på sengekanten, mens Kim Fupz' Vitello får en klam kæreste, og Manu Sareen guider Osama og Diller Dennis gennem Vesterbro. Eller tænk at være vidne til en sand roadmovie for tøjdyr med Kaptajn Bimse og tøjbamsen hr. Johnson, hvis ene øje hænger i en tynd tråd, inden turen senere kan gå til både Hogwarts, Narnia og Lønneberg.

At læse højt for sine børn burde vel nærmest være et af privilegierne ved at være far eller mor. I hvert fald ligner det den nemmeste pokal i verden at sætte op på dit store forældreskab. Oh, I believe in yesterday.




Find en bog










Næste begivenhed


Ingen kommende begivenheder


Flere begivenheder

Bliv læseambassadør